Teknologiforståelse i folkeskolen
Et tre-årigt forsøg med teknologiforståelse som en ny faglighed i folkeskolen er afsluttet. Formålet med forsøget var at afprøve teknologiforståelse som faglighed i folkeskolen med henblik på, at eleverne skal kunne forholde sig kritisk til teknologi og forme den frem for blot at bruge den.
Evalueringen af forsøg med teknologiforståelse er offentliggjort i oktober 2021 og kan tilgås via dette link på emu.dk.
Forsøgsfagligheden teknologiforståelse indeholder fire kompetenceområder.
- Digital myndiggørelse
Digital myndiggørelse omhandler en kritisk, refleksiv og konstruktiv undersøgelse og forståelse af digitale artefakters muligheder og konsekvenser.
- Design og designprocesser
Digital design og designprocesser sætter fokus på de kreative processer, under hvilke digitale artefakter tilvejebringes, herunder de valg og fravalg, som designeren har foretaget i processen.
- Computationel tankegang
Computationel tankegang sætter fokus på elevernes evne til at modellere virkeligheden, så elementer kan udføres computationelt.
- Teknologisk handleevne
Teknologisk handleevne sætter fokus på sprog, udtryksevne og mestring af værktøjer i forhold til at kunne udtrykke computationelle tanker i et digitalt artefakt.
Læs mere på https://emu.dk/grundskole/teknologiforstaaelse